På Friplejehjemmet Sct. Kjeldsgården i Viborg er orangeriet blevet langt mere end en glasbygning. Det er blevet et sted, hvor hverdagen får et andet tempo, hvor samtaler får lov at tage den tid, de skal, og hvor naturen skaber en ro, som kan være svær at finde andre steder.
Da plejehjemmet investerede i orangeriet, var der naturligvis spørgsmål. Ville beboerne tage det til sig? Ville det blive brugt? Og ville det gøre en reel forskel i hverdagen? I dag er svaret ifølge forstander Pia Østergaard et klart ja. Orangeriet er blevet en naturlig del af livet på plejehjemmet og et sted, som både beboere og personale søger mod igen og igen.
Selvom stilheden ofte beskrives som noget af det særlige ved orangeriet, er her langt fra stille på den kedelige måde. Tværtimod summer bygningen af aktiviteter, fællesskab og nærvær.
Her mødes beboerne om strikkeklub, hyggelige snakke og kreative projekter. Herrerne har startet deres egen snapseklub, og frivillige bidrager med fortællinger, idéer og oplevelser, der vækker minder og skaber nye samtaler. Det er aktiviteter, som giver mening i øjeblikket, men som også er med til at styrke følelsen af fællesskab og deltagelse i hverdagen.
Orangeriet skaber et naturligt samlingspunkt, hvor man kan være sammen uden nødvendigvis at skulle noget bestemt. Nogle kommer for aktiviteten, andre for udsigten til haven, lyset eller bare for at nyde en stille stund i grønne omgivelser.
